Bjergbaner
Du kender Gletsjer Ekspressen, sikkert også Bernina Ekspressen (som du ser på fotoet herover). Men Europa byder på mange andre spektakulære panoramatog, og Silver Tray har dem alle på programmet.
Vi tilbyder togferier, hvor bjergbanerne er hovedretten. Det er især i Norge og Schweiz. Men vi har også ferier, hvor bjergene så at sige kommer snigende. På vej mod Donaus kilde kommer du fx med Tysklands eneste ægte bjergbane, som fører dig tværs gennem Schwarzwald skovens hjerte. Og når du rejser fra Wien til Sloveniens charmerende hovedstad Ljubljana, foregår en del af rejsen på den historiske Semmerling bane, der krydser dybe dale og dramatiske slugte. I Schweiz er der så mange panoramastrækninger, at selv betagende smukke ruter overses af mange. Prøv fx at køre med Golden Pass linjen mellem Interlaken og Montreux, hvor en af afgangene er med et historisk Belle Epoque tog. På kanten af Italien kører et lille lokaltog over så mange broer og viadukter mellem de små bjergbyer, at det passende kaldes for Cento Valle (de 100 dale).